søndag, august 13, 2006
Skoletid !
Så er Rune og Nicolai startet i skole. De er startet i skole på Mulaaloo Beach Primary School. Skolen ligger 300 m. fra hvor vi kommer til at bo, og der er 200 m. til Det Indiske Ocean fra skolen... Det er 300 børn fra 5 år til 12 år. - det hedder year 1- year 7. De er delt ind i 4 grupper. De helt små- preschool, fra year1-3, mellem gruppen fra year4-5 og de store i year 6-7.
De går i skole alle sammen, hver dag fra kl. 0830 til kl. 1500, pånær onsdag hvor de slipper tidligt - kl. 1410. Der er 2 pauser - første pause er kl. 1050-1110 og spisepausen er fra kl. 1240-1330. I pauserne spiller de fodbold eller leger på de store legepladser på skolen.
Der er ca. 22-24 børn i hver klasse. Rune er startet i 2 klasse og Nicolai er startet i 5 kl.
Det er meget anderledes end i DK. For det første taler de jo engelsk alle sammen, ingen taler eller forstår dansk.
Alle børnene har skoleuniformer på, shorts, og t-shirt, eller lange busker og langærmet trøje, hatten er vigtig - ingen hat, ingen leg udenfor, uanset årstid. Hatten er pga. af solen, den er meget stærk, og hvis man ikke passer på kan man blive meget skoldet, og måske senere i livet blive syg.
Man kalder lærerne ved efternavn, men lærerne er på fornavn med forældrene. Skolelederen gir ikke blocher som på friskolen, og underviser heller ikke. Børnene er HELT stille når læreren taler - selv i Runes 2. kl., sidder de HELT stille. Når læreren sir "good morning every one!" svarer de alle sammen i kor "good morning mrs. Wisson!" - så sir hun "how are we all today?" , hvor efter de svarer fint i kor... "gooooood!"
De bliver også undervist i fransk, det slipper Rune dog for, og får lidt ekstra engelsk i stedet. Men ellers får de ikke særlig undervisning, de må bare følge med så godt de kan. Det er svært lige nu !
Børnene er søde, og er rigtig gode til at få Rune og Nicolai med til det de har gang i. Nicolai spiller meget fodbold og har scooret en masse mål, så drengene synes bare han er super. Rune er god til at klatre og gå armgang og har også fundet sig nogle gode venner.
Håber din skolestart har været go' !!!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar